JEG VIL HJEM TIL HILLERØD

JEG VIL HJEM TIL HILLERØD ❤
Jeg har over de sidste par dage fået rigtig mange henvendelser fra folk i min hjemby, Hillerød, og fra Gribskov, efter at Hillerødkredsen nu er blevet ledig. De spørger mig, om ikke jeg vil komme hjem og stille op som lokal kandidat til folketinget – og til det har jeg kun kunnet svare, at der ikke er noget, jeg hellere vil!
Hillerød og Nordsjælland er mit hjem, og derfra min verden går. Her er jeg født, vokset op, har gået i skole og til spejder. Haft mit første job og min første kæreste. Fundet manden, jeg nu skal giftes med.
Alt for mange har en forsimplet og forkert opfattelse af, hvad Nordsjælland er. At Nordsjælland er champagne og højt hår. Men det er ikke rigtigt. Nordsjælland er alle mulige mennesker, helt almindelige mennesker, der lever deres hverdag med madpakker til ungerne og lue ukrudt i weekenderne. Og så er det mit hjem.
Jeg ved, at Hillerød er knudepunktet for uddannelser i Nordsjælland, og det er vigtigt, at vi styrker og holder hånden under uddannelserne i hele landet. Så vi samler alle dem op, som ikke går den lige veje gennem uddannelsessystemet, og så vi får velfærdsuddannede, faglærte og mere, som vi har så meget brug for i alle dele af Danmark. Det gælder naturligvis også Nordsjælland.
Jeg kender udfordringerne med infrastrukturen i Helsingeområdet og i og omkring Hillerød, for jeg kører der selv og har utallige gange snakket med familie, venner og andet netværk, om alle deres frustrationer med at komme til og fra området.
Jeg vil turbo på grøn omstilling og klimakampen med den ambitiøse stemme, man som ung snakker med. Og jeg vil tage kampen op mod mistrivsel og ensomhed, som jeg især møder blandt mange unge, jeg snakker med. Jeg har mange ambitioner for at skabe politisk forandring, og det gør jeg bedst fra det sted i Danmark, der betyder mest for mig, nemlig min barndomsby.
Jeg er utrolig glad for alle de henvendelser, jeg har fået fra socialdemokrater i Gribskov og i Hillerød, og jeg håber, at det her bliver min mulighed for at komme hjem til dem, som jeg er vokset op blandt.
Det betyder, at jeg også har meddelt Socialdemokratiet i Lyngby-Taarbæk, at jeg stiller mig til rådighed som kandidat til at blive folketingskandidat for Socialdemokratiet i Hillerødkredsen.